Tilbage
K O M M U N E P L A N

Redegørelse for tillæg H.033 for BRT i Aalborg

Ændringer i forhold til den gældende kommuneplan

Formålet med dette kommuneplantillæg er at skabe plangrundlaget for en BRT-forbindelse samt at understøtte en grøn og bæredygtig byudvikling omkring BRT-forbindelsen med fokus på bykvalitet, attraktive byrum, urbanitet og bæredygtig mobilitet. BRT-forbindelsen styrker vækstaksen og sammenbinder vigtige destinationer i byen.

Reservation af korridor
Der oprettes en reservation til BRT, hvor der tidligere har været planlagt for letbane. BRT (Bus Rapid Transit, eller ’bus på banevilkår’) er et højklasset kollektiv trafiksystem bestående af et særligt bustracé, der giver bæredygtig mobilitet og stationer af samme standard, som kendes fra letbanesystemerne. BRT-reservationen forløber i samme tracé som letbanen, men består af to dele – en reservation fra Skydebanevej ved Egholm færgevej til Nyt Aalborg Universitetshospital, samt mulighed for en fremtidig forlængelse mod vest til Mølholm.

Stationer og stationsbyrum
Langs tracéet udpeges som udgangspunkt reservationer til 23 konkrete stationsplaceringer og stationsbyrum. Ved stationerne opstilles der særlige retningslinjer for kvaliteten af byrum, forbindelser, beplantning og cykelparkering.

Der lægges vægt på at skabe lokalt tilpassede byrum med gode forbindelser til og fra stationerne. Beplantning skal fremstå som en markant del af byrummet hvor det er muligt, fortrinsvist i form af træer.

Belægningsgraden på cykelparkering i tilknytning til stationerne må ikke overstige 85 %. Intentionen er at sikre tilstrækkelig cykelparkering til den enkelte station, således at det er nemt at parkere og at cykler ikke flyder i byrummet.

For at sikre en god effekt på byudviklingen og bæredygtig mobilitet, er det særligt vigtigt at stationerne og byrummene omkring dem fremstår attraktive, genkendelige og tilpasset til det lokalmiljø, de indgår i. Byudvikling omkring stationsområderne skal understøtte brugen af BRT såvel som cykel og gang, samt skift mellem transportmidler. Der er udpeget 11 stationer, der rummer særlige potentialer.

Beplantning
Visionen er at BRT-strækningen gennemgående skal fremstå rig på beplantning af høj kvalitet, især træer. Det er vigtigt for effekten af en kommende BRT-forbindelse, at de nære omgivelser fremstår særligt attraktive.

Der opstilles derfor beplantningsprincipper for de enkelte delstrækninger langs forbindelsen. De skal være med til at sikre et højt ambitionsniveau og en god helhed, med udgangspunkt i de lokale miljøer. Beplantningsprincipperne er opstillet på baggrund af en by- og landskabskortlægning samt vurderinger af de enkelte strækninger med udgangspunkt i deres omgivelser og potentialer.

Byudviklingszone
Nærheden til BRT-stationerne giver særligt gunstige vilkår for bæredygtig byudvikling. Den korte afstand til højklasset kollektiv trafik kan mindske bilejerskabet og øge mobiliteten. Det er derfor en fordel at placere nye boliger og arbejdspladser tæt på BRT-stationerne. For at skabe grundlag for en særlig urbanitet og tæthed omkring BRT-forbindelsen, udpeges der en udviklingszone i en afstand af 500 meter fra stationerne.

Indenfor byudviklingszonen skal der være særlig fokus på at muliggøre bæredygtig arealfortætning (flere etagemeter) og funktionsfortætning (flere funktioner). Der skal sikres gode helhedsorienterede løsninger, høj bykvalitet, tilpasning til lokale forhold og omgivelser, samt god tilgængelighed til stationerne. Principperne for fortætning vil således variere alt efter kontekst.

Bilparkering skal etableres pladsbesparende, fx i kælder eller i konstruktion. Parker og grønne områder skal indgå i funktionsfortætning. Etablering af fx byrum og stier i forbindelse med fortætningsprojekter forventes bl.a. at ske ved brug af frivillige udbygningsaftaler.

Særligt i byomdannelses- og byudviklingsområderne vil der kunne opnås fordele ved at lade de nye bykvarterer orientere sig mod BRT-stationerne.

Stationsnær parkeringsnorm
Indenfor byudviklingszonen er der særlig god mulighed for at benytte BRT, og flere forventes derfor at benytte BRT-forbindelsen fremfor biler. Det giver anledning til en reduktion af p-normen. Indenfor parkeringsnormens midtbyafgrænsning er parkeringsnormen allerede reduceret, men udenfor bymidteafgrænsningen er der potentiale for en reduktion i de sammenhængende områder sydøst og vest for bymidten. Parkeringsnormen reduceres ved ny planlægning for de anvendelser, hvor der forventes en effekt på bilparkeringen, jf. nedenstående skema.

Anvendelse Gældende standard p-norm udenfor Aalborg Midtby Ny p-norm for BRT-byudviklingszone udenfor Aalborg Midtby
Rækkehuse, dobbelthuse og lign. (tæt-lav) 1½ P-plads pr. hus/lejlighed. P-pladser kan etableres i fælles P-anlæg 1 P-plads pr. bolig.
Etagehuse (Etage) over 50 m² bruttoetageareal 1½ P-plads pr. bolig*
* dog minimum 1 P-plads
¾ P-plads pr. bolig*
* dog minimum 1 P-plads
Kontor-, fabriks- og værkstedsbygninger 1 P-plads pr. 50 m² etageareal (excl. garageareal) 1 P-plads pr. 75 m²
Hoteller 1 P-plads pr. 2 værelser 1 P-plads pr. 3 værelser
Feriecentre 1 P-plads pr. overnatningsenhed 1 P-plads pr.1½ overnatningsenhed
Restaurationer og lignende 1 P-plads pr. 10 siddepladser 1 P-plads pr. 15 siddepladser
Klinikker, service og butikslignende formål, fx frisør og rejsebureau (se bilag A for eksempler) 1 P-plads pr. 50 m² bruttoetageareal 1 P-plads pr. 75 m² bruttoetageareal
Kulturelle formål, herunder teatre, biografer og lign. 1 P-plads pr. 8 siddepladser 1 P-plads pr. 12 siddepladser
Fitnesscenter 1 P-plads pr. 25 m² 1-Plads pr. 50 m²
Skoler 1 P-plads pr. 2 ansatte samt 1 P-plads pr. 4 elever over 18 år 1 P-plads pr. 2 ansatte samt 1 P-plads pr. 6 elever over 18 år
Daginstitutioner 4 P-pladser pr. 20 normerede pladser 3 P-pladser pr. 20 normerede pladser
Plejehjem, døgninstitutioner og lign. 1 P-plads pr. 4 normerede institutionspladser samt 1 P-plads pr. 8 ansatte 1 P-plads pr. 6 normerede institutionspladser samt 1 P-plads pr. 8 ansatte

Cykelparkeringsnormen for Aalborg Midtby kommer desuden til at gælde i hele byudviklingzonen.

Park ’n’ ride-anlæg
Der reserveres arealer til park ’n’ ride-anlæg ved BRT-stationen Væddeløbsbanen i vest, ved BRT-stationen Pendlerpladsen i øst samt nord for Nyt Aalborg Universitetshospital. Park ’n’ ride-anlæg benyttes af pendlere, der ønsker at skifte mellem bil og BRT. Anlægget er allerede etableret i form af en pendlerplads ved motorvejen i øst, mens reservationen i vest i dag er en hundeskov. Etablering af et park ’n’ ride-anlæg her vil forudsætte, at hundeskoven flyttes til et andet sted. Reservationen forventes dog først at skulle udnyttes efter etablering af en ny motorvejs-vestforbindelse.

Planforslagets baggrund

En højklasset kollektiv trafikforbindelse gennem Aalborgs vækstakse, fra vest til øst, vil bidrage til bæredygtig byudvikling og vækst i Aalborg.

Aalborg står over for en række trafikale udfordringer. Der er allerede pres på både kollektiv- og biltrafik. Samtidig udvikler byen sig i et konstant tempo. Nybyggerier som Nyt Aalborg Universitetshospital, ungdomsboliger, private boliger og uddannelsesinstitutionernes mange udvidelser øger trafikpresset på infrastrukturen. Der er behov for en løsning, som både udvikler og understøtter byens vækst.

Der har tidligere været planlagt for en letbane, men der planlægges nu for BRT (Bus Rapid Transit). BRT kan i høj grad ligestilles med letbaner, da der arbejdes med de samme elementer. Blot er stålhjulene udskiftet med gummi og skinnerne med asfalt. En BRT-løsning har også været beskrevet som en del af det tidligere redegørelsesarbejde.

Baggrunden for dette kommuneplantillæg er behovet for at skabe det planlægningsmæssige grundlag for en BRT-forbindelse samt at støtte op om udviklingen ved at udstikke retningslinjerne for en grøn og bæredygtig byfortætning omkring BRT-forbindelsen med fokus på bykvalitet, attraktive byrum, urbanitet og bæredygtig mobilitet. Den højklassede kollektive trafikforbindelse er en del af Det Nordjyske Hovednet for kollektiv trafik.

Med Planstrategi 2016, ”Integrerede løsninger for Vækst, Trivsel og Det Grønne”, blev det besluttet at tilvejebringe et forslag til delkommuneplanrevision for BRT. Der afholdes derfor ikke fordebat med indkaldelse af ideer og forslag i forbindelse med dette kommuneplantillæg.

Overordnede bindinger

Natura 2000
Natura 2000-områderne er et netværk af beskyttede naturområder i EU. Områderne består af fuglebeskyttelsesområder, habitatområder og ramsarområder og skal beskyttes mod nye aktiviteter, der kan skade naturen i områderne.Det nærmeste Natura 2000-område er N15 - Nibe Bredning, Halkær Ådal og Sønderup Ådal, der ligger 3 km vest/nordvest for planområdet. Natura 2000-området omfatter habitatområde H15 Nibe Bredning, Halkær Ådal og Sønderup Ådal og fuglebeskyttelsesområde F1 Ulvedybet og Nibe Bredning.

I Natura 2000-planerne er der fastsat mål og retningslinjer for Natura 2000-områderne. Habitatbekendtgørelsen indeholder retningslinjer for kommunernes administration og planlægning m.v. med henblik på at sikre, at der ikke sker en væsentlig påvirkning af Natura 2000-områderne.

Som det fremgår af miljørapporten, vurderes det på grund af afstanden til Natura 2000-området, at planlægningen ikke kan medføre væsentlige påvirkninger, hverken direkte eller indirekte, i forhold til naturtyper eller arter på udpegningsgrundlaget for N15 eller øvrige Natura 2000-områder.

Bilag IV-arter
Bilag IV arter er en række arter, som er omfattet af en særlig beskyttelse i henhold til habitatdirektivet. Disse arters levesteder og yngle-/rastepladser skal beskyttes mod ødelæggelse. Beskyttelsen er generel og gælder således ikke kun i udpegede områder, men alle de steder hvor arterne forekommer.

Habitatbekendtgørelsen indeholder retningslinjer for kommunernes administration og planlægning m.v. med henblik på at sikre, at yngle-/rasteområder for arter på habitatdirektivets bilag IV ikke beskadiges eller ødelægges.

Som det fremgår af miljørapporten, så vurderes det, at ingen levesteder, yngle-/rastepladser for beskyttede arter vil blive direkte påvirket af planlægningen.

Grundvandsbeskyttelse
Projektet ligger ikke i områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD) eller i nitratfølsomme indvindingsområder (NFI). Det nærmeste OSD-område ligger umiddelbart syd for det kommende Universitetshospital i Aalborg Øst. Det vurderes, at grundvandsinteresser ikke påvirkes af projektet.

Området omkring Den Gamle Golfbane er delvist beliggende indenfor kildepladszonen til Vejgaard Vandværk, hvor for der skal tages særlige hensyn for at beskytte grundvandet. I tilfælde af terrænændringer og andet i kildepladszonen bør udvises hensyn, så risikoen for forurening af grundvandet undgås.

Risikovirksomhed
Lokalplanen omfatter arealer, der ligger nærmere end 500 meter fra risikovirksomheden Tulip, Østerbro 40. Hensynet til risikoen for større uheld skal derfor inddrages i planlægningen.

Risikomyndighederne er hørt forud for tilvejebringelsen af planen, jf. § 3, stk. 1 i Bekendtgørelse om planlægning omkring risikovirksomheder. Følgende risikomyndigheder er hørt: Aalborg Kommune, Miljø- og Energiforvaltningen, Nordjyllands Politi, Nordjyllands Beredskab, Arbejdstilsynet, Beredskabsstyrelsen og Sikkerhedsstyrelsen.

Der er modtaget 1 høringssvar fra Aalborg Kommune, Miljø- og Energiforvaltningen. På baggrund af den foreliggende samfundsrisikoberegning, vurderes det, at etablering af BRT-forbindelsen er acceptabel i relation til risikoforhold.

Aalborg Kommune har i 2017 fået udført en beregning af samfundsrisikoen rundt om Tulip ud fra de faktisk gennemførte og faktisk planlagte aktiviteter i Karolinelund og øvrige områder rundt om Tulip. Beregningen fremgår af rapporten af 21. december 2017, ”Genberegning af samfundsmæssig risiko”.

Samfundsrisikoberegningen viser, at den ændrede anvendelse af Karolinelund og øvrige omkringliggende områder – herunder etablering af BRT-forbindelsen - inden for maksimal konsekvensafstand er acceptabel.

Miljøvurdering

Miljøvurdering af planer
"Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)" indeholder kriterier for hvilke planer, der kræver udarbejdelse af en miljørapport.

Lovens formål er at sikre et højt niveau af miljøbeskyttelse, at integrere miljøhensyn i planlægningen, og at fremme bæredygtig udvikling.

Der skal laves miljørapporter for planer, som omhandler store og miljøbelastende projekter listet i lovens Bilag 1 og 2, eller som påvirker et internationalt naturbeskyttelsesområde.

For mindre planer, som kun omfatter et mindre område eller som kun indeholder mindre ændringer, kan miljørapporten undlades, hvis planen ikke forventes at få væsentlig indvirkning på miljøet.

Planerne omfatter et projekt i lovens Bilag 2, pkt. 10 e, som handler om infrastrukturprojekter, herunder bygning af veje. Det vurderes, at der ikke er tale om et mindre område på lokalt plan eller mindre ændringer i eksisterende planer. Planerne ledsages derfor af en miljørapport.

Der er udarbejdet en afgrænsningsrapport. I denne er der lavet en nærmere afgrænsning af, hvilke miljømæssige forhold der især forventes påvirket, og hvilke faktorer der bør undersøges nærmere enten for at udelukke en påvirkning eller for at fastslå påvirkningens omfang og karakter.

Afgrænsningsrapporten viser, at alle relevante temaer er belyst i miljørapporten ”Aalborg Letbane” fra juni 2015. Denne miljørapport benyttes derfor som ledsagende miljørapport til Kommuneplantillæg H.033 og Lokalplan 1-1-134. Rapporten er vedlagt lokalplanen.

Miljøvurdering af konkrete projekter (VVM)
I "Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)" er det på Bilag 1 og 2 defineret, hvilke konkrete projekter og anlæg, som skal vurderes for, om de kan få væsentlig indvirkning på miljøet. Der skal laves en miljøkonsekvensrapport for anlægsprojekter, som forventes at kunne påvirke miljøet væsentligt. Rapporten skal i høring og godkendes, inden bygherren kan få tilladelse til at gå i gang med projektet.

Lokalplanen omfatter et projekt på lovens Bilag 2, punkt 10 - Infrastrukturprojekter, herunder e) Bygning af veje, havne og havneanlæg, herunder fiskerihavne (projekter, som ikke er omfattet af bilag 1).

Der er derfor lavet en miljøscreening af projektet. Det er vurderet, at projektet vil kunne påvirke miljøet væsentligt. Projektet udløser derfor en miljøkonsekvensrapport, hvor projektets påvirkning af miljøet er beskrevet.

Arbejdet med miljørapporten for projektet (letbane eller BRT) blev indledt med en scoping og høring af berørte myndigheder i foråret 2014, fulgt af en fordebat i perioden 2. april til 30. april 2014.

Miljøkonsekvensrapporten er skrevet sammen med miljørapporten for planen nævnt ovenfor og vedlagt lokalplan 1-1-134.

22-10-2018