Kommuneplan forsiden

Redegørelse for tillæg 7.012 for boliger og rekreativt område, Hadsundvej, Gistrup

Ændringer i forhold til den gældende kommuneplan

Tillægget vedrører kommuneplanen for Sydøst-området (Gistrup) og omfatter en udvidelse af rammeområde 7.2.B1 og en reducering af rammeområde 7.2.R2. Desuden er sket en mindre tilretning af rammeområde 7.2.C2, så området følger eksisterende matrikulære skel.

 7-012_rammer _før _reduceret  7-012_rammer _efter _reduceret

Gældende kommuneplanrammer 

Nye kommuneplanrammer 

Kommuneplantillægget skal sikre, at der er overensstemmelse mellem kommuneplanen og et ønske om at gøre det muligt at udnytte eksisterende boldbaner til dels boligbyggeri og dels rekreativt område (med mulighed for regnvandsbassin). Den eksisterende boligramme udvides med ca. 1,6 ha.

I kommuneplanramme 7.2.B1 ændres bestemmelserne om anvendelse, så det også er tilladt at bygge etageboliger i op til 2 etager. Dette gøres for at skabe mulighed for at kunne udvikle området til også at omfatte boliger med vandrette lejlighedsskel. Der er fortsat en højdebegrænsning på byggeri på 8,5 m. Det er desuden tydeliggjort i rammen, at der i følge kommuneplanen er krav om fælles friarealer i nye bebyggelser.

I kommuneplanramme 7.2.R2 er anvendelsesbestemmelsen suppleret med tekniske anlæg og kulturelle formål.

Områdets fremtidige anvendelse, bebyggelsens placering, højde osv. er nærmere beskrevet i lokalplan 7-2-104, Boliger og rekreativt område, Hadsundvej, Gistrup, som offentliggøres samtidig med kommuneplantillægget.

Foruden kommuneplanrammerne er illustrationsplan for byen opdateret, således at laget "grøn struktur" er opdateret.

Kommuneplanens Bilag M opdateres i forbindelse med planernes endelige godkendelse.

 

Planforslagets baggrund

I forbindelse med budgetforhandlingerne i 2017 blev det besluttet, at provenuet fra salg af et kommunalt ejet areal ved Spar Es i Gistrup (rammeområde 7.2.R2), kan anvendes til projekter ved  skolen/idrætsforeningen såfremt der er lokal opbakning til dette. På baggrund heraf har der været igangsat en proces med afklaring af den lokale opbakning. Tovholder på sagen har været Sundheds- og Kulturforvaltningen i tæt samarbejde med By- og Landskabsforvaltningen.

Aalborg Kommune, Lundby Krat Boldklub (LKB) og Gistrup Samråd indkaldte og afholdte den 4. maj 2017 et borgermøde. Frem til det afholdte borgermøde har været afholdt flere møder med samrådet og de lokale foreninger om sagen og om den fremtidige brug af arealerne ved Spar Es-grunden. På baggrund af drøftelserne på møderne anbefales en fordeling med 2/3 boliger med en bebyggelsesprocent på 40 og det resterende areal til fortsat rekreativ brug. Invitation til borgermødet har været sendt til samtlige husstande i og ved Gistrup. På borgermødet deltog ca. 200 borgere.

På borgermødet var der mulighed for at deltage i workshops over 3 emner:

  1. Projekt ved skolen. Hvad er elementerne i projektet, og hvad kunne projektet indeholde?
  2. Idéer og ønsker til indhold i nyt foreningshus/forsamlingshus.
  3. Ønsker og idéer til nybyggeri, grønne arealer på arealerne ved Spar Es.

På workshop 3 modtog By- og Landskabsforvaltningen input til, hvordan rammeområde 7.2.R2 kan udvikles med delvis boliger og delvis fortsat rekreativt areal. Konklusionen på borgermødet var, at der overvejende var stemning blandt borgerne for, at det er en god idé at arbejde videre med en udnyttelse af kommuneplan-rammeområde til boligformål samt rekreativt område.

By- og Landskabsudvalget har godkendt igangsætning af kommune- og lokalplan for området på møde 22. juni 2017 (punkt 9).

Efterfølgende har været afholdt en fordebat i forbindelse med en ny byudviklingsplan for Gistrup. I den forbindelse blev der afholdt et borgermøde 23. maj 2018. På dette møde blev der også kort orienteret om status på lokalplanlægning for Spar Es-området.

Overordnede bindinger

Grundvand
Den sydlige del af området ved Spar Es er udlagt til område med særlige drikkevandsinteresser (OSD). Hele området er samtidig udpeget som nitratfølsomt indvindingsområde.

En lille del af området er beliggende i boringsnært beskyttelsesområde (den nordøstlige del), og hele området er beliggende i kildepladszone, da der findes en drikkevandsboring nord for Hadsundvej. Boringen er placeret i et område med megen boligbebyggelse tæt på, men indtil videre er det en boring uden forurening. Det ønskes derfor at bibeholde boringen.

Lokalplanen skal søge at sikre, at forureningstrusler mod grundvandet er mindst mulige. F.eks. skal der etableres en membran i forbindelse med regnvandsbassin i området således, at forurenet regnvand ikke kan nedsives til grundvandet.

Bilag IV arter
Bilag IV i EU's habitatdirektiv indeholder en liste over udvalgte dyre- og plantearter, som medlemslandene er forpligtet til generelt at beskytte, både inden for og uden for Natura 2000-områderne. Det handler bl.a. om forbud mod ødelæggelse af yngle/rasteområder og mod at forstyrre fugle på reder.

Der er ingen konkret kendskab til, at der i området findes bilag IV-arter.

Arealet anvendes ved planens udarbejdelse til rekreativt område i form af fodboldbaner omgivet af bymæssig bebyggelse. Det vurderes derfor, at arealet ikke opfylder betingelserne som yngle- og rasteområde for arter på Habitatdirektivets bilag IV.

Plantebælter i renden af området samt træer i området kan dog potentielt være levested for flagermusarter. Realisering af lokalplanen forudsætter, at enkelte af de eksisterende træer fjernes. Dog bibeholdes store dele af beplantningen og læbæltet, og der suppleres med ny beplantning, der sikrer, at området kan bibeholdes som spredningskorridor for planter og dyr.

Det vurderes, at der ikke vil ske en væsentlig påvirkning af bilag IV-arterne.

Natura 2000-område
EU’s naturbeskyttelsesdirektiver, fuglebeskyttelsesdirektivet og habitatdirektivet pålægger EU's medlemslande at bevare en række arter og naturtyper, som er sjældne, truede eller karakteristiske for EU-landene. Det skal ske ved at udpege særlige områder, hvor disse arter og naturtyper er beskyttede. Habitatområderne og fuglebeskyttelsesområderne udgør tilsammen Natura 2000-områderne.

Det er myndighedens ansvar at sikre sig, at der er tilvejebragt tilstrækkelige oplysninger til at afgøre, om planen kan skade et Natura 2000-område.

Nærmeste Natura 2000-områder er beliggende ca. 10 km væk. Mod nordvest "Nibe Bredning, Halkær Ådal og Sønderup Ådal" og mod øst "Lille Vildmose, Tofte Skov og Høstemark Skov". Mod syd ligger "Rold Skov, Lindenborg Ådal og Madum Sø".

Alene pga. afstanden vurderes det, at en planlægning for et nyt boligområde midt i Gistrup, hverken i sig selv eller sammen med andre planer og projekter vil påvirke Natura 2000-områderne.

Resultatet af screeningen medfører, at der ikke skal foretages en egentlig Natura 2000-konsekvensvurdering. 

Miljøvurdering

Kommuneplantillægget er omfattet af Lov om miljøvurdering af planer og programmer. Kommunen har derfor foretaget en screening af planen i forhold til kriterierne angivet i lovens bilag 2 og herefter vurderet, at kommuneplantillægget ikke er omfattet af kravet om udarbejdelse af miljøvurdering, da planen fastlægger anvendelsen af et mindre område på lokalt plan og ikke må antages at få væsentlig indvirkning på miljøet.

Screeningen af kommuneplantillægget er foretaget sammen med screening af lokalplan 7-2-104, Boliger og rekreativt område, Hadsundvej, Gistrup.

26-11-2018