Tilbage
K O M M U N E P L A N

1.1.R2 Åparken


 
Mål

Målet er at udlægge området til rekreative formål, og dermed definere et nyt åndehul i byen med forbindelse til Jernbaneparken, Karolinelund og Østerådalen.

Åparken indgår som en del af Østeråkilen, som er en grøn kile, der strækker sig fra Østerådalen over godsbanearealet, Karolinelund og Teglgårds Plads, og helt ud til Limfjorden ved Musikkens hus.

Åparken skal åbne kvarteret og skabe attraktive, grønne forbindelser for fodgængere og cyklister. De rekreative værdier i parken vil være en drivkraft for omdannelsen af kvarteret.

Åen skal anlægges med et slynget forløb, som understøtter en levende å, og vandets bevægelse og fortælling skal være central i parken. Det skal være muligt at opholde sig ved åen, så dens rekreative værdi kommer i spil. 

Herudover er det intentionen, at skabe et grønt, rekreativt byrum i høj kvalitet med fokus på de kulturhistoriske spor, tilgængelighed og naturindhold.

Åparken skal fungere som en park med gode opholdsarealer for de omgivende byomdannelsesområder. Parken skal have et højt naturindhold, og skal indrettes med en frodig og varieret beplantning og græsarealer til ophold i tilknytning til de omkringliggende boliger.

I kontrast til den omgivende præcise og planlagte bebyggelse, er parkens karakter mere groet, naturpræget og robust, men de to forskellige elementer spiller sammen og komplementerer hinanden.

HVK Visualisering Af Åparken2

Visualisering af Åparken som den kan se ud, når den er anlagt.
Miljø

Området er belastet af trafikstøj fra Jyllandsgade, Østre Alle og Dag Hammarskjøldsgade. Området kan endvidere være belastet af støj fra virksomheder på Hjulmagervej og i Jyllandsgade.

Arkitektur - Byrum og landskab

Åparken er byens nye åndehul, som er opstået under omdannelsen af Godsbanearealet. Her blev der frigivet arealer fra den tidligere godsbanedrift, og området blev til et nyt byomdannelsesområde med blandet anvendelse.

Åparken ligger lige på kanten af midtbyen, og rummer store, rekreative potentialer med sin centrale placering. Parken hænger sammen med Jernbaneparken, Karolinelund og det grønne område ved Gabriel, og binder dermed hele strækningen fra fjorden til Østerådalen sammen. Åparken er dermed med til at sammenbinde bymidten med den sydlige landskabskile.

HVK Hjørne Karolinelund2

Der skal sikres en sammenhæng mellem Åparken og Karolinelund, så åens forløb og beplantningen spiller sammen på de to modstående hjørner.

Stiforbindelserne mellem parken og de omkringliggende gader kan med fordel have et grønt udtryk, så parken trækkes med ud til gaden. På den måde kan de grønne stiforbindelser skabe opmærksomhed om den nye park, og give de forbipassende mulighed for at færdes til og fra parken i et grønt rum. Se illustrationen til højre. 

Parken strækker sig i en længde på ca. 550 m fra sydvest til nordøst, med en varierende bredde på ca. 20-60 m, bredest mod sydvest og smallest mod nordøst. Parken skal overordnet set struktureres af åens forløb, af de rumskabende, langsgående trærækker og af de oprindelige, store lysmaster, som bevares.

Parken skal have store græsarealer til ophold, primært placeret ud for de områder, hvor det i fremtiden kan forventes, at der kan komme boliger. Desuden kan parken rumme regnbassiner, som en del af LAR-løsningen for Godsbanearealet.

Åparken flankeres af eksisterende eller planlagt byggeri på både nord- og sydsiden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

HVK stiprincip lille

Princip for stiforbindelser til parken fra de omkringliggende gader.
Trafik - Veje og stier

Der findes flere vigtige stiforbindelser gennem Åparken for fodgængere og cyklister. Særligt de langsgående stier fra sydvest til nordøst, som forbinder Østerådalen med Karolinelund og midtbyen, er vigtige. Også de tværgående forbindelser til de omliggende kvarterer, herunder Håndværkerkvarteret og Midtbyen, er af stor betydning, og binder parken sammen med resten af byen. 

25-04-2016
Anvendelse
Fritidsformål
Rekreative formål
Tekniske anlæg
Anvendelsen er specificeret i Bilag A.
Byggemuligheder
Kun mindre bygninger og anlæg, som er nødvendige for områdets anvendelse.
Etager: Max. 1
Højde: Max. 5 m
Herudover vil der kunne etableres gangforbindelser over åen, samt åbrinker, regnbede mv.
Miljø
Grænseværdier for støj fra trafik samt for støj og vibrationer fra jernbanen, se retningslinje 13.3.
Grænseværdier for støj fra virksomheder, se retningslinje 4.1.3
 
Arkitektur - Byrum og landskab
Områdets grønne sammenhæng til Østerådalen, Jernbaneparken og Karolinelund skal sikres.
Markant beplantning langs parkens sydside skal bevares. Dog må der skabes huller i beplantningen, der hvor stiforbindelserne placeres.
Eventuelle tekniske anlæg skal underordne og tilpasse sig stedet, ligesom et højt arkitektonisk niveau skal sikres.
Trafik - Veje og stier
Stiforbindelser skal sikres, se illustrationsplan.
Teknisk forsyning
(Betinget fjernvarmepligt.)
Zoneforhold
Byzone.