Kommuneplan forsiden

Sulsted

Mål og perspektiver

Selvom Sulsted ikke hører til de højst prioriterede udviklingsbyer i kommunen, fastholdes udbygningsmulighederne inden for de eksisterende rammer. Hvis nærbanedriften udbygges, kan attraktiviteten som bosætningsby øges.

Byudviklings- / Byomdannelsesområder

Byudvikling på kort sigt
Byudvikling på kort sigt - dvs. inden for kommuneplanens 12-års tidshorisont frem til 2018 - ser således ud:
- I kommunens boligprogram regnes med opførelse af 50 nye boliger. Såfremt en del af disse indrettes som ældrevenlige boliger (typisk i form af mindre/mellemstore boliger i tæt-lav bebyggelse) åbnes der mulighed for, at der kan sættes gang i en boligrotation, der frigør parcelhuse til børnefamilier - samtidig med at de ældre kan blive boende i lokalområdet. Nybyggeri vil især ske ved Småengevej og på arealerne nord for Toftegårdsvej.
- Der udlægges ikke nye arealer til erhverv. Erhvervsområdet ved Sulsted Landevej fastholdes og der vil fortsat være mulighed for at indrette forskellige erhvervstyper i de centrale ældre dele af Stationsbyen og Landevejsbyen.

Byudvikling på længere sigt
Byudvikling til boligformål på længere sigt vil ske nord for Toftegårdsvej.
Bliver der behov for areal til let industri, vil det optimale sted være ved Sulsted Landevej nord for idrætsanlægget.

Boeksperimenter
I Aalborg Kommune er der mulighed for at udlægge 2 - 3 frizoner til udvikling af alternative boformer. Hensigten er at teste fx økologiske bebyggelser og alternative byggematerialer samt afprøve nye vinkler på samspillet mellem boliger, landskab og natur eller en anderledes organisering af bofællesskaber, nærmiljøer mv. end vi traditionelt ser.
Det er muligt at udpege et område til bo-eksperimenter i tilknytning til Sulsted. Den konkrete frizoneafgrænsning og rammerne for eksperimenterne formuleres i forbindelse med lokalplanlægningen. Boligerne inden for frizonerne kommer oven i det antal, der er nævnt i boligprogrammet ovenfor.

  • Boligudbygningen skal især ske ved Småengevej og nord for Toftegårdsvej.
  • I de ældre centrale bykvarterer i Landevejsbyen og i Stationsbyen opretholdes mulighed for blandet anvendelse med både boliger og miljøvenlige erhverv.
  • I tilknytning til Sulsted kan der udpeges et område til bo-eksperiment.
Rummelighed

I alt

Boliger

1,3 ha ved Elkærvej, udpeget som hvilende rummelighed
3,7 ha ved Småengvej
5,1 ha ved Toftegårdsvej

Erhverv

Bymidten til service og butikker


Byudvikling i Sulsted
Byens struktur

Oprindelig var Sulsted (Gammel Sulsted) en landevejsby. Stationsbyen opstod som et selvstændigt bysamfund i slutningen af 1800-tallet. Efter lukningen af stationen - og som følge af at der ikke blev tilkørsel til motorvejen vest for Stationsbyen - er Sulsted infrastrukturelt fortsat orienteret mod landevejen via Elkærvej, der er hovedgaden i begge bydele.

Landevejsbyen Gammel Sulsted
Den oprindelige landsbys lokalisering var bestemt af landbruget. Bebyggelsen er placeret på en hævet flade over lavtliggende enge og agre. Mod sydøst rejser Hammer Bakker sig i det flade landskab.
Gammel Sulsted er præget af den gennemgående landevej, der markant deler den gamle landsby i to. Den oprindelige landsbystruktur og datidens vejnet kan stadig opleves, men ellers er det skolen, hallen og de nyere boligområder med parcelhuse og tæt-lavt byggeri, der præger bybilledet.

Sulsted Stationsby
Byen udviklede sig omkring jernbanen, der blev anlagt 1871. Selvom den gamle station mangler i bybilledet, er byen et smukt og velbevaret eksempel på stationsbydannelsen fra begyndelsen af 1900-tallet med mange velbevarede og tidstypiske enkeltbygninger. Ved den gamle stationsplads findes således stadig kro og købmand.
Stationsbyen har i de seneste årtier udviklet sig med parcelhuskvarterer mod syd og nord. Mod nord er den naturlige bygrænse nået langs de lavtliggende engarealer ved Svanekærsgrøften.

  • De landskabelige, naturmæssige og infrastrukturelle grænser skal respekteres i forbindelse med Sulsteds videre udvikling.

Ved jernbanen slutter stationsbyens bebyggelse meget markant.
Bebyggelsens karakter

Gammel Sulsted
Øst for landevejen ses de gamle gårde i en god sammenhæng med det omkringliggende landskab langs kanten af Hammer Bakker.
Vest for landevejen - langs Elkærvej - ligger en række gamle huse, som danner et homogent forløb med deres enkle bygningsmæssige fremtoning. Den åbne landsbykarakter er udtalt omkring Kuskgårdsvej og Sulsted Engvej, hvor bebyggelsen afgrænser den let hævede flade langs de lavtliggende mark- og engarealer mod syd.

Sulsted Stationsby
I Stationsbyen ligger der langs Elkærvej et velbevaret forløb af karakteristiske stationsbyhuse med frontkviste og karnapper. Den koncentrerede stationsbybebyggelse afsluttes ved baneoverskæringen.

Parallelt med banen ligger to sideveje, hvoraf specielt Sigurd Hoels Vej med de lave enkle huse og værksteder og den karakterfulde beplantning udgør en tidstypisk og velbevaret helhed.

  • De historiske bygninger og de oprindelige karaktertræk skal søges bevaret.
  • I den centrale del af stationsbyen skal eventuel ny bebyggelse tilpasses det gamle bymiljø.

Stationsbybebyggelse ved Sigurd Hoels Vej
Landskabet / De grønne områder

Fra de fleste boligområder er der tæt kontakt med det omgivende landbrugsland og naturområderne. Det er en kvalitet som skal fastholdes i den fortsatte byudvikling.

Som et særligt karaktertræk foreslås, at der etableres byporte udformet som enkle cirkulære beplantede lunde. Herved markeres indgangen til byen på en venlig og imødekommende måde og der gives samtidig signal til bilisterne om at sænke hastigheden.
Naturområdet langs Svanekærsgrøften skal fastholdes øst for Stokbrovej og integreres i den fremtidige byudvikling.
Målet er at skabe et varieret område med vandløb og søer.
Mindejorden er den centrale bypark til forskellige former for aktivitet og rekreation. Den sydlige del af parken bliver afskåret, når den planlagte forbindelsesvej gennemføres. Til gengæld udvides parken mod nordøst.

I Sulsted findes kun ét torvelignende anlæg. Det ligger i Stationsbyen ved jernbanen på hjørnet af Elkærvej og Holtevej. Det er oplagt at skabe yderligere en lille pladsdannelse ved skolen/idrætsanlægget i Gammel Sulsted.

  • Byudviklingen skal tilrettelægges, så der skabes god kontakt med naturen og det åbne land.
  • Der skal etableres grønne byporte ved indkørslerne til byen
  • Ved skolen/idrætsanlægget skal etableres et torv.
Trafikken

Muligheden for nærbanestop skal undersøges. Planlægningsmæssigt er der taget højde for, at der kan etableres nærbanestation ved Holtevej.

Der er sikret areal til en ny forbindelsesvej mellem den centrale del af Elkærvej og Sulsted Landevej. Samtidig forudsættes, at Stokbrovejs sydlige del omlægges. Forbindelsesvejen skal fungere som aflastning for Elkærvej og som vejadgang for fremtidige byudviklingsområder.

Der skal etableres cykelsti på Elkærvej mellem Toftegårdsparken og Sulsted Skole. Herved opnås et sammenhængende cykelstinet fra stationsbyen til skolen.

  • Muligheden for nærbanestation undersøges.
  • Der anlægges en forbindelsesvej til landevejen for bl.a. at aflaste Elkærvej.
  • Der skal etableres et sammenhængende stinet mellem stationsbyen og skolen.
Skoler og institutioner / Service / Butikker

I Sulsted er der skole med tilhørende DUS-ordning, to børnehaver og en ungdomsklub. Der forventes ikke pladsproblemer på skolen eller børneinstitutionerne.

Fritids- og idrætsfaciliteterne er veludbyggede og omfatter bl.a. både boldspilhal og arealer til udendørs aktiviteter.
Hvis behovet opstår, er der mulighed for at udbygge idrætsanlægget.
Der er dagligvarebutikker i både landevejsbyen og stationsbyen. I begge byområder er der muligheder for at etablere butikker, servicefunktioner eller andre former for kundeorienterede formål og småerhverv. Større dagligvarebutikker skal placeres i Gammel Sulsted. Stationsbyen fastholdes som knudepunkt for kollektiv trafik.

  • Der sikres udviklingsmuligheder for handel og service i de centrale områder i både Gammel Sulsted og Sulsted Stationsby.

Indsatsmuligheder
  • Boligudbygningen skal især ske ved Småengevej og nord for Toftegårdsvej.
  • I de centrale ældre centrale bykvarterer i Landevejsbyen og i
  • Stationsbyen opretholdes mulighed for blandet
    anvendelse med både boliger, butikker, service og miljøvenlige erhverv.
  • De historiske bygninger og de oprindelige karaktertræk skal søges bevaret. I den centrale del af stationsbyen
    skal eventuel ny bebyggelse tilpasses det gamle bymiljø.
  • I tilknytning til Sulsted kan der udpeges et område til bo-eksperiment.
  • De landskabelige, naturmæssige og infrastrukturelle grænser skal respekteres i forbindelse med Sulsteds videre udvikling.
  • Byudviklingen skal tilrettelægges, så der skabes god kontakt med naturen og det åbne land.
  • Ved skolen/idrætsanlægget skal etableres et torv.
  • Der skal etableres grønne byporte ved indkørslerne til byen.
  • Der skal etableres et sammenhængende stinet mellem
  • Stationsbyen og skolen.
  • Der skal anlægges en forbindelsesvej til aflastning af Elkærvej.
  • Muligheden for nærbanestation undersøges.

 

 
27-11-2006