Kommuneplan forsiden

10.2.2 Rammer for campingpladser

  • Nye campingpladser skal som ferie- og fritidsanlæg af regional betydning lokaliseres i overensstemmelse med retningslinie 10.1.3, og der skal foreligge en dokumentation af behovet.
  • Campingpladser skal normalt have en størrelse på mellem 100 og 500 enheder. Hvor der foreligger ganske særlige omstændigheder, der gør det ubetænkeligt at tillade en mindre eller større kapacitet, vil beliggenheden indgå som et væsentligt element.
  • Vintercampering kan kun tillades på campingpladser uden for de særligt værdifulde naturområder (jf. afsnit 11 Det åbne land). Vintercampering og vinteropbevaring af campingvogne kan kun finde sted på særligt afgrænsede arealer til formålet. Disse arealer skal placeres, så campering og opbevaring ikke virker unødigt skæmmende i landskabet.
Bemærkninger til retningslinien

Maksimumgrænsen for campingpladser er fastsat som en afvejning af hensynet til at kunne etablere økonomisk bæredygtige enheder og i de fleste tilfælde uden at tilsidesætte afgørende regionale interesser. Enkelte steder vil en udvidelse ud over maksimumgrænsen kunne accepteres, fx med baggrund i ønsket om at kvalitetssikre eksisterende anlæg frem for at anlægge nye campingpladser.


Med henblik på at støtte udviklingen i landdistrikterne åbnes begrænset mulighed for etablering af campingpladser med en kapacitet på mindre end 100 enheder, jf. campingreglementet § 2, stk. 3, nr. 3. Byrådet mener, at en tilknytning til en fiskepark eller et forsøg som en økologisk campingplads er eksempler på en særlig begrundelse, hvis kommuneplanens lokaliseringskriterier i øvrigt er opfyldt, herunder tilknytning til et bysamfund med dagligvareforsyning og ingen problemer i forhold til særlige landskabs-, natur- og kulturmiljøinteresser. Muligheden for mindre campingpladser forbeholdes de turisme- og friluftsområder, hvor der fortrinsvis satses på naturturisme.

Bestemmelsen om vintercampering og vinteropbevaring af campingvogne er en konsekvens af campingreglementet, hvor der lægges vægt på beskyttelsen af de særligt værdifulde landskabs- og naturområder. Selve indretningen af campingpladsen med særligt afgrænsede arealer til vintercampering og vinteropbevaring af campingvogne skal ske ud fra en analyse af landskabet i næromgivelserne, så blandt andet smukke udsigter ikke skæmmes. Afskærmende beplantning kan ofte bruges til at få arealerne indpasset på en harmonisk måde.

Normen for hytter på en campingplads er 15% af det tilladte antal campingenheder. Muligheden for at øge antallet af hytter op til 30% kan udnyttes på nye eller eksisterende campingpladser, der ligger i tilknytning til det regionale, rekreative cykel- og vandrerutenet, og hvor hensynet til de regionale landskabs- og naturinteresser samt dagligvareforsyning i de små bysamfund er varetaget. Flere hytter kan være med til at forlænge turistsæsonen og understøtte ønsket om en bred vifte af overnatningsmuligheder i turisme- og friluftsområderne.


Campingliv

Campingliv
Se også