Kommuneplan forsiden

9.4.C1 Bymidte

Mål

Området er et butiks- og centerområde og skal fastholdes som byens handelsstrøg. Inden for området kan der etableres større og mindre butikker, arbejdende værksteder med tilhørende salg, servicefunktioner med publikumssøgning, restauranter, mindre spisesteder, samlingslokaler m.v.

Områdets afgrænsning følger den afgrænsede bymidte for butikker i Hals.

Området skal bevare karakteren af dansk småby/Limfjordsby. Det er målet at opretholde et passende antal boliger inden for området.

Samtidig er den ældste del af Hals udpeget som bevaringsværdigt kulturmiljø. Det medfører, at bevaringshensyn skal inddrages i forbindelse med planlægning i byen

Anvendelse

For at sikre handelsstrøget og oplevelser langs hele Midtergade bør stueetagen i visse bygninger og ejendomme ikke anvendes til boligformål. Det betyder fx, at en tom butik ikke kan ombygges til bolig, men fortsat skal anvendes til butik eller servicevirksomhed med kundestrømme.

Byrådet skal kunne dispensere herfra, når det overfor byrådet kan dokumenteres, at det ikke er muligt at afhænde eller udleje den tomme butik/lokale til anden side. 

Hals Midtergade Butiksfacader (1)

Stueetagen i de markerede bygninger og ejendomme må ikke anvendes til boligformål. Se detaljer i pdf-version.

Større butiksenheder skal tilpasses områdets bystruktur.

Byggemuligheder

Området er temmelig tæt bebygget -  i den centrale del flere steder i 2½ etager.

Arkitektur - Byrum og landskab

En stor del af området er udpeget som værdifuldt kulturmiljø.

Bebyggelsen i Hals midtby fremstår meget blandet - både stilmæssigt og i forhold til højder, størrelser og opførelsesår. Særligt de centrale gader Midtergade og Havnegade samt Torvet er således præget af stor forskellighed i bygningsmassen, mens der i de tilstødende områder er bedre sammenhæng i bybilledet. Flere af gaderne omkring bymidten danner karakteristiske nærmiljøer med stor charme og sammenhængskraft. Det gælder især Torvegade, Lille Østergade og Kongensgade, men også Sønderskovvej og området omkring Toldbodvej.

Havnegade har især betydning for bymidten, fordi den udgør den strukturelle og visuelle forbindelse til havnen.

På trods af den noget blandede bebyggelse fremstår Hals alligevel som et karakteristisk og ret helstøbt bymiljø. Det skyldes især de karakteristiske byrum, der minder mere om en lille købstad end om landsbyens mere åbne rum.

Det er derudover klart, at bevaringsværdierne i midtbyen primært kobler sig til det, der definerer byrummene: Bebyggelsestætheden, bebyggelsens placering i forhold til gadelinien, og den overordnede enshed i højder og volumen.

For at understøtte byrummet bør ny bebyggelse følge gadelinien.

Endelig er en række træer udpeget som bevaringsværdige. Det er typisk store, gamle træer, som har en markant placering i byrummene, og derfor er med til at give rummene karakter. De grønne elementer, herunder træerne, er med til at berige byrummet og at binde hovedgaden bedre sammen med havnen.

Trafik - Veje og stier

Gadestrukturen er stort set bevaret fra midten af 1800-tallet, og må i sig selv betragtes som bevaringsværdig. Derfor må der ikke anlægges nye veje i området.

Gadenettet er trafiksaneret og velegnet til blandet færdsel på de svage trafikanters betingelser.

Der bør etableres en stiforbindelse langs Hals Å, der forbinder Midtergade med byens centrale rundkørsel. Åen er rørlagt på hele strækningen, men åens oprindelige forløb kan imidlertid stadig aflæses i bebyggelsesstruktur, skellinier mm.

10-12-2018
Anvendelse
Boliger (åben-lav/tæt-lav/etage)
Butikker
Restaurant o.l.
Hotel o.l.
Klinikker mv.
Kontorer
Service
Kulturelle formål
Rekreative formål
Tekniske anlæg
Værksteder o.l.
Anvendelsen er specificeret i Bilag A.
Bruttoetageareal: Max. 3.500 m² pr. dagligvarebutik og max. 2.000 m² pr. udvalgsvarebutik
Se uddybende vilkår i retningslinie 7.1.3
En lokalplan skal sikre, at stueetagen i udvalgte bygninger og ejendomme reserveres til butikker eller servicevirksomheder med kundestrømme.
Byggemuligheder
Bebyggelsesprocent: Max. 80   
Etager: Max. 2,5
Højde: Max. 10,0 m
Opholdsarealer: I overensstemmelse med retningslinje 6.1.2.
Miljø
Miljøklasse 1-2, se Bilag A
Arkitektur - Byrum og landskab
Området skal fremstå tæt og bymæssigt.
De rumlige og arkitektoniske kvaliteter langs Midtergade og Havnegade skal sikres i lokalplaner vha. byggelinjer eller lignende. Som hovedreglen skal bebyggelse følge gadelinjen.
Ny bebyggelse skal udformes under hensynstagen til de historiske bymiljøer.
En lokalplan skal fastlægge retningslinier for skiltning og butiksfacader i Hals bymidte.
Midtergade, Havnegade og Torvet skal have et grønt præg, der understøtter sammenhængen med havnen.
Trafik - Veje og stier
Parkering i overensstemmelse med Bilag F.
Der må ikke anlægges nye veje i området.
Der skal sikres en stiforbindelse langs Hals Å.
Teknisk forsyning
Fjernvarmepligt
Andre planer